|
BORGER I SEEST OG ANDRE STEDER MÅ EN PRÆST HAVE LOV TIL AT TVIVLE? SMÅ GULE HÅB I ALT DET HVIDE E-MAIL OG BØRN ENGLE FINDES DE MON? OM EN GLÆDE DER HOLDER KULDE OG VARME SYND OG ATTER SYND
FRA EN REJSE Rundt om i det danske landskab ser vi den ene kirkebygning efter den anden, og vi kan trygt gå ind i kirkerne. Mange af dem er åbne i dagtimerne og ligger bare og venter på vores besøg. Vi kan sætte os ned og lade roen sænke sig over os og måske bede en bøn, eller vi kan gå rundt i kirken og mærke, at der er højt til loftet i mere end én forstand. I Kappadokien i Tyrkiet er der et område, hvor der i klipperne er udhugget så mange klostre og kirker, at de næsten ligger som perler på en snor. Nogle af dem er meget store og andre af dem er så små, at der kun kan være en håndfuld mennesker i dem af gangen. Landskabet er blevet til for millioner af år siden, da jorden blev dækket af basaltsten og vulkansk aske. Vind og vejr har slidt på landskabet og skabt eventyragtige formationer, men den vulkanske aske, som er blevet tilbage, er med tiden blevet omdannet til tufsten. Så længe tufstenen er kapslet inde, er den blød, men når den bliver brudt, begynder den at hærde. Så længe den er blød, er den nem at hugge i, og derfor har det været muligt at lave de mange spændende klostre og kirker. Mange af kirkerne er rigt udsmykkede, med kalkmalerier og med flotte søjler og kupler. En helt anden oplevelse venter en, når man søger ned i de underjordiske byer, som også findes i området. Også der er der kirker, men deres historie er en helt anden, for de underjordiske byer er blevet brugt som tilflugtssteder, når kristenforfølgelserne var værst. De underjordiske byer er kolossale, og de er indrettet, så mennesker og dyr kunne leve i byerne i måneder af gangen, i håb om at være skjult for omverdenen. I de første århundreder af kristenhedens historie var der mange tusind mennesker, som blev dræbt, fordi de var kristne. Nogle blev slået ihjel på stedet. Andre blev tvunget til at kæmpe mod professionelle gladiatorer eller smidt for løverne, og begge dele skete under tilskuernes mange tilråb. Romerne var dygtige bygmestre, og ofte var der plads til mange tusind tilskuere på de stadioner og teatre, som de lod opføre. I september måned var jeg sammen med sytten andre i Tyrkiet, og noget af det, som de mange synsindtryk fyldte mange af os med, var en taknemmelighed over den frihed, som vi får lov til at opleve herhjemme. Vi kan frit bekende vores tro på Gud, uden frygt for forfølgelse. Samtidig var det et stærkt vidnesbyrd for mange af os, at så mange mennesker havde holdt fast i deres tro, selvom de havde vidst, at de gjorde det med livet som indsats. Poul Geil
For nogle er fois gras en stor delikatesse, og for andre er det en spise, som er så politisk ukorrekt, at de ikke kunne drømme om at sætte tænderne i det. Kort fortalt produceres fois gras ved at gæs tvangsfodres med en særlig foderblanding, så de på 40 dage danner en særlig fedtlever, der er 5-8 gange større end en normal lever. Men hvad i al verden har sådan en gåselever med kirken at gøre? Det slog mig forleden, at fois gras kan være et billede på åndelig tvangsfodring, og mit spørgsmål i denne artikel er, om det er det, som sker i kirken. Jeg vil hverken komme med et entydigt ja eller et entydigt nej på spørgsmålet, for begge dele ville kunne høres som en tom påstand, men jeg vil give mit eget bud på, hvordan jeg håber, at det er. Naturligvis håber jeg ikke, at der sker en tvangsfodring i kirken, men hvad er det så, jeg håber på? Kort fortalt, så håber jeg, at kirken er et sted, hvor vi kan komme med vore spørgsmål, og hvor vi kan få nogle svar, som ikke er mere firkantede end, at vi selv må arbejde videre med dem. Kristen tro giver os ikke en facitliste, men en hjælp til at finde de svar, som vi leder efter. I Det gamle Testamente er der 365 forbud og 248 påbud, og tilsammen skulle de vel kunne tage højde for de fleste af de problemstillinger, som mennesker kan møde, men Jesus så, at virkeligheden er langt større og meget mere kompliceret, end de mange forbud og påbud kan rumme. I stedet gav Jesus os en tommelfingerregel: Vi skal elske Gud, og vi skal elske vores næste som os selv. Hvad det konkret betyder, må vi prøve på at vurdere i den situation, vi er i. Det, som er kærligt i én situation, kan være ukærligt i en anden, og derfor må vi selv tænke med. Kirken skal ikke levere en færdig foderblanding, men det skal heller ikke være tom luft og udenomssnak, som vi møder i kirken. Der skal være noget at komme efter, og vi kan godt kalde det for åndelig føde. Noget som hjælper os videre, og som måske udfordrer os. I kirken skal vi kunne komme, som dem vi er og med den tro, som er vores. Vi behøver ikke at være enige om ret meget mere end det håb, at Gud vil os det godt, og at Jesus hjælper os til at se det. Vi må kunne kræve af præsten, at han eller hun formidler en tro, som ligger indenfor det evangelisk-lutherske, og for mig at se så indbefatter det troen på en skabende og opretholdende Gud, men af kirkegængeren kan vi ikke kræve andet end ønsket om at være med. Poul Geil
BORGER I SEEST OG ANDRE STEDER Indtil for nylig var Seest ved Kolding et sted, som ganske mange af os ikke kendte til, men den eksplosive brand på fyrværkerifabrikken har i allerhøjeste grad sat Seest på landkortet. For mange familier blev branden en katastrofe, især for familien til den dræbte brandmand, men også for de mange familier, som mistede deres hjem, og for de familier, som havde arbejde og ansvar på fabrikken. Vi andre følger med fra sidelinjen og de fleste af os forstår vel i virkeligheden kun ganske lidt af det, som de berørte nu må gennemleve. Katastrofen satte fokus på nogle af de sikkerhedsproblemer, der kan knytte sig til særlige virksomheder, og den satte fokus på en lydhørhed, som måske havde manglet hos nogle, men den satte også fokus på noget helt andet. Seest blev et katastrofeområde, som mindede om en krigszone, men Seest blev også et sted, hvor mennesker fik hjælp. Mennesker fra nær og fjern trådte i karakter og gav noget af det, som de havde. Nogle inviterede fremmede mennesker hjem til sig selv, gav dem et tilbud om noget nærvær og en seng at sove i. Andre gav noget af deres eget tøj væk, og på lidt mere end to dage blev der samlet mere end 67.000 kroner ind. "Jeg er dybt benovet over den store interesse og vilje til at hjælpe, som danskerne viser. Vi har fået penge fra studerende, der kan afse en 50’er og helt op til en enkelt borger, der har givet 2.000 kroner", sagde en af initiativtagerne til indsamlingen, Charlotte Lind. En af beboerne, Thorbjørn Enevold Lissav, var gæst i Profilen få dage efter. Sammen med sin kone havde han været ude i det, som ikke længere var et hjem, men en brandtomt. Manden var tydeligt berørt af sine egne og andres tab, men han var også berørt af den kolossale indsats som mennesker havde ydet. I fire timer havde fire mennesker ledt efter en ring, som betød særlig meget for hans kone. De havde sigtet store lag af aske, og til sidst havde de fundet den. Det bliver en anderledes jul for mange mennesker, men det bliver jul, både for mennesker i Seest og andre steder. Julens budskab er det samme, år efter år, uanset den situation, som vi er i. Vi fortæller måske om det på måder, som er nye, men hver gang er det et budskab om fred og om håb. Både indeni os og omkring os kan det måske ligne en krigszone, men Guds kærlighed er hel, for hverken vi selv eller andre kan gøre det af med den. Poul Geil
Udover at afløse i Overlade, når Dorthe Bang har fri, har jeg nu også haft fornøjelsen af at "afløse" i Myjava i Slovakiet. I hvert fald havde jeg tjenestefri en uge i juni og fik lov til at prædike ved en aftengudstjeneste hos provstiets venskabsmenighed. Anledningen var den rejse, som var omtalt i forrige nummer af Kirke og Sogn, en rejse hvor en busfuld mennesker herfra besøgte venskabsmenigheden i Slovakiet. Monika, en af præsterne dernede, oversatte min danske prædiken til Slovakisk, og det var spændende, om vi blev færdige samtidig, for hun støttede sig til et papir med en tysk oversættelse, som jeg på forhånd havde givet hende, og ingen af os forstod ret meget af, hvad den anden sagde. Heldigvis var der indimellem ord, som vi alle kunne genkende, og gudstjenesten blev en god oplevelse. Både under gudstjenesten og ellers var der en hjertelig stemning og en meget tydelig følelse af, at noget bandt os sammen. Hele besøget blev for mig en bekræftelse af, at vi i begge menigheder kan have glæde af vores venskabsforbindelse. Menigheden dernede er på flere måder anderledes end vores, og alligevel er vi fælles om det vigtigste, troen på Jesus som Guds Søn, og vi kan dele vores tro med hinanden. Den evangelisk lutherske kirke i Slovakiet er en mindretalskirke, og gennem århundreder har den oplevet undertrykkelse, først fra den katolske kirke og siden fra de kommunistiske myndigheder. Under kommunismen var der mange, som udadtil skjulte deres tro, og som fik deres børn døbt i hemmelighed, langt fra hvor de selv boede. Ellers kunne de komme i vanskeligheder, og hvis de var lærere, ville de miste deres arbejde, for lærere måtte ikke have med kirken at gøre. Under kommunismen var der en officiel kirke, som staten kontrollerede, men derudover var der undergrundskirker, hvor troende mødtes i hemmelighed, og efter kommunismens fald viste det sig, at over 70% af befolkningen opfattede sig selv som kristen. De mange års tryk på kirken betyder på flere måder, at kirken i Slovakiet er skarpere profileret end vores. I den evangelisk lutherske kirke er der ikke den samme bløde holdning til andre kristne kirker som mange af os har herhjemme, og i forkyndelsen lægger en del af præsterne mere vægt på den personlige omvendelse, end vi er vant til. Som venskabsmenigheder skal vi ikke prøve på at kopiere hinanden, men i mødet med hinanden, kan vi hver især blive udfordret og måske komme til at tænke lidt anderledes om noget, som vi ellers ikke ville have overvejet. Næste sommer bliver der mulighed for at møde nogle af slovakkerne her i provstiet, og hvis nogle har lyst til at være vært for en eller flere fra Slovakiet, må I meget gerne sige til. Det er planen, at der om to år vil blive arrangeret endnu en rejse til Slovakiet, så måske kan nogle af os mødes dernede til den tid. Poul Geil
I Foulum kirke hænger et billede af Mogens Hoff, et billede som er malet i 1997, og som kunstneren kalder for "Synderinden". Det fortolker en af de nytestamentlige fortællinger, og selve fortællingen kan vi finde i Johannesevangeliet kapitel 8.
Det er en fortælling om en kvinde og nogle mænd og om deres møde med Jesus, men det er også en almen fortælling, en fortælling som i mere end én forstand handler om os alle.
Mændene havde grebet kvinden i utroskab, og derfor kom de til Jesus med hende. De vidste, at han måtte dømme hende til døden ved stening, hvis han skulle være tro mod moseloven, den lov som vi også kan kalde for den gammeltestamentlige lov, men de vidste også at han måtte lade hende gå, hvis han skulle være tro mod det, som han selv forkyndte. De troede, at de havde sat ham skakmat, men i stedet blev det ham, som satte dem i en umulig situation. Det gjorde han, da han sagde, at den af dem, som var uden skyld, kunne kaste den første sten.
På billedet ser vi at mændene lusker væk. Ingen af dem kan kaste den første sten, for ingen af dem er jo uden skyld. Jesus sidder og skriver på jorden med en finger, og kvinden ser på ham, afventende og med fornyet håb. Om et øjeblik vil Jesus se op på hende og spørge, hvor de andre blev af, spørge om ingen fordømte hende alligevel? Hun vil sige nej, og han vil sige at det gør han heller ikke.
Heller ikke vi er uden skyld, og derfor er det en fortælling om os alle. Vi kan måske sige det på den måde, at mændene afslører kvinden, men at Jesus afslører os alle, og vi kan så sige det med den tilføjelse, at mændene slæber af sted med den skyldige, mens Jesus sætter os fri til at leve videre. Også på den måde er det en fortælling om os alle.
En del af billedet befinder sig udenfor lærredet. Det fortsætter udover rammen, for evangeliet bryder mange af de grænser, som vi så let kommer til at sætte for hinanden. Det bryder dem, fordi Guds kærlighed er grænseløs. Poul Geil
Når det er jul, fejrer vi at Jesus blev født. Når det er påske, mindes vi at Jesus døde på korset, og vi fejrer at han opstod fra de døde. Pinsen er den tredje af kirkens store fester, men hvad handler pinsen om?
Et helt kort svar kan være at vi i pinsen fejrer Helligåndens komme, men hvem er så Helligånden? Hvad betyder det at Helligånden kommer?
Jesus taler om Helligånden som ”kraft fra det høje”, og han kalder Helligånden for ”talsmanden”. Jesus siger at han vil sende talsmanden til verden og at talsmanden skal vidne om ham.
Ofte ser vi Helligånden afbildet som en due. Det hænger sammen med det der skete da Jesus blev døbt, for da åbnede himlen sig, og han så Helligånden dale ned over sig ligesom en due, mens Guds røst lød fra himlen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”.
Vi kan også se Helligånden afbildet som ild, for pinsedag satte tunger som af ild sig på disciplenes hoveder, og med et blev de fyldt af Helligånden så de kunne fortælle om Jesus på sprog som de ellers ikke kendte. Det var ikke det som kaldes tungetale, for tungetale er ikke et egentligt sprog, men nogle lyde som må tolkes. Der var jøder fra mange lande i Jerusalem i pinsen, for pinsen er også en jødisk højtid. De mange fremmede hørte nu om Jesus på deres eget sprog, og mange af dem blev kristne.
Helligånden gjorde noget ved de mennesker som var i Jerusalem den pinse, men ingen af dem så Helligånden selv. Sådan er det også for os, men de fleste af os har en meget mere stilfærdig erfaring af det som Helligånden gør.
Helligånden hjælper os med at tro på det som Jesus siger og gør, og Helligånden hjælper os med at tro på at det har med os at gøre. På den måde gør Helligånden Ordet levende for os. Vi ser ikke Helligånden, og vi mærker den måske heller ikke, men Helligånden findes. Den er en kraft der vil noget, en kraft der vil styrke vores tro på Gud og på det liv som Gud giver os.
Poul Geil
I efteråret holdt vi en rockgudstjeneste i Aars kirke, og der kom over 300 konfirmander og andre fra de sogne som tilsammen udgør Vesthimmerlands provsti. Et band fra Aalborg, Listen to the hits, leverede musikken, og en af sangene var Joan Osbornes ”What if God was one of us” – oversat til dansk: ”Hvad hvis Gud var en af os”. Gudstjenesten var ikke en julegudstjeneste – vi holdt den i oktober måned – men på en måde handler sangen om det som tager sin begyndelse i julen, for da bliver Gud virkelig ”en af os”. Gud er den Almægtige, himlens og jordens Skaber, og i Det gamle Testamente hører vi om at Gud besøger sit folk. Han viser sig for Moses i en brændende tornebusk, og Gud siger til ham at han ikke må komme nærmere, men tage sine sandaler af, fordi han er på hellig jord. Moses bliver bange, og han skjuler sit ansigt, for han ved at han vil dø hvis han ser Guds ansigt. Sådan møder Gud os i Det gamle Testamente, men i Det nye Testamente er det anderledes. Gud er stadig den Almægtige, himlens og jordens Skaber, men nu viser han sig for os som et sårbart menneske. Hyrder og vise mænd kommer til stalden, og de ser den nyfødte Jesus. De ser hans nøgne ansigt, rører det måske endda med en forsigtig hånd, og det fylder dem ikke med rædsel, men med fred. Senere er der masser af mennesker der møder Jesus. Han er blandt mennesker. Han lader dem se sit ansigt, og han lader dem komme tæt på sig. For os er det en fortælling om noget som skete for længe siden, for vi ser ikke hans ansigt. Jesus er ikke en del af gadebilledet, hverken her i Ranum og Malle eller andre steder. Vi kan ikke opsøge ham og stå overfor ham. Alligevel er det andet og mere end en fortælling om noget som var for længe siden. Gud er stadig en af os, for han har gennemlevet alt det som får os til at føle os som mennesker: oplevet kærlighed og glæde, sorg og savn, håb og mod, frygt og forvirring, godhed og samhørighed, skuffelse og ensomhed og meget andet. Gud ved hvad det er at være menneske, ikke alene fordi han har skabt os, men også fordi han selv har været et menneske. Gud er en af os og alligevel er han ikke. Der er en dobbelthed i vores forhold til Gud, og det er den dobbelthed som gør hele forskellen. Hvis Gud bare var en af os, så ville han ikke kunne det umulige, så ville han ikke kunne hjælpe os når vi selv må opgive, men Gud er begge dele, og derfor kan vi leve i håb. Poul Geil
MÅ EN PRÆST HAVE LOV TIL AT TVIVLE? En af Danmarks mest kendte præster bor i Taarbæk og hedder Thorkild Grosbøll. I de sidste mange år har han været en flittig debattør, og for nylig skrev han en bog med titlen ”En sten i skoen”, men helt kendt blev han først da han i et interview i Weekendavisen blev citeret for at sige at han ikke tror på Gud. Jeg vil hverken forsvare eller angribe Thorkild Grosbøll i denne artikel, men jeg vil gerne kommentere to af de spørgsmål som har været fremme. Det ene: Må en præst have lov til at tvivle? Og det andet: Behøver vi at tro på Bibelens skabelsesberetning? Til det med tvivlen må jeg klart og utvetydigt svare ja. En præst må tvivle, og jeg mener endda at tvivlen gør ham eller hende til en bedre præst, for hvis præsten ikke selv kender tvivlen, hvordan skal han eller hun så kunne sige noget vedkommende til det menneske der sidder i kirken og kæmper med sin tvivl? Tvivlen er ikke troens modsætning. Ofte er tvivlen ligefrem noget af det som hjælper os til at tro, fordi den får os til at tænke over troen, og så længe vi tvivler, så har vi en rest af tro eller i hvert fald en åbenhed over troen. Sagt lidt firkantet: Tvivler vi, så tror vi. Disciplene tvivlede gang på gang, og det diskvalificerede dem ikke. Jesus kendte endda selv til tvivl. Det gjorde han i Getsemane Have da han tre gange måtte bede om at slippe for døden på korset, og det gjorde han på korset da han råbte: ”Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig?”. En præst må gerne tvivle, men det er et åbent spørgsmål om det er det som Grosbøll gør. Tvivler han, eller er han i virkeligheden sikker på at Gud ikke findes? Er det bare tanken om en langskægget og hvidhåret mand på en sky som han afviser, eller er det hele tanken om at Gud er en virkelighed udenfor os selv? Bibelens skabelsesberetning må jeg også sige ja til. Det vil sige, der er jo to beretninger som står side om side, og vi må tro på dem begge, selvom de ikke er ens. Den ene af dem er mest kendt for at fortælle os at Gud skabte verden på seks dage, og den anden for at fortælle os om Adam og Eva. Mange tror at det er én beretning, men i virkeligheden er det to. For mig at se er der ingen som helst modsætning mellem skabelsesberetningerne og naturvidenskabens teori om ”big bang”. Begge dele er sande, tror jeg, men på hver sin måde. Naturvidenskaben prøver at fortælle os hvordan verden blev skabt. Det gør Bibelen på en måde også, men kun som en fortællemæssig ramme. I virkeligheden fortæller Bibelens beretninger os om hvorfor det skete og hvem der gjorde det. Bibelens skabelsesberetninger fortæller os tre grundsandheder: Den første: Gud skabte verden. Den anden: Gud ville skabe noget godt. Og den tredje: Gud gav os mennesker et særligt ansvar for at hjælpe det gode på vej. Lad os derfor prøve på at hjælpe det gode på vej. I tro og med tvivl. Poul Geil
SMÅ GULE HÅB I ALT DET HVIDE Vi fik sne i år. Sne der lå som et tæppe henover landskabet. Sne der skulle skovles væk, og sne der kunne leges i og kastes med. Under sneen skete der noget som var svært at se, for under sneen var der vintergækker og erantis som kæmpede sig op gennem jorden. Nogle steder tittede de små erantis frem som små gule håb i alt det hvide, og da sneen smeltede, så vi pludselig masser af dem. I vores sind kan det indimellem være sådan at vi knap nok ænser alt det nye liv som kommer til os. Det kan føles som et vinterlandskab med kulde og mørke og med nøgne grene, og det kan måske være svært for os at bevare håbet om at det nogensinde bliver anderledes. Sorg og savn er noget af det som kan gøre det hele vanskeligt for os. Sorg og savn er noget af det som kan gøre det svært for os at se det gode der også hører med og er en del af vores liv. Vi vil gerne hjælpe det menneske som har det svært. Vi vil gerne sige noget, og vi vil gerne gøre noget. Men hvad skal vi sige? Og hvad skal vi gøre? Vi vil jo ikke gerne gøre ondt værre, så måske var det bedre at vi lod være med at blande os? Måske tænker vi at der er andre som er nærmere til det end vi selv er og at vi ikke vil trænge os på. Det er alt sammen velment, og det kan også være rigtigt af os at give det andet menneske fred og ro, men det der er ment som et hensyn, kan let opleves som ligegyldighed, og det kan være meget ubehageligt for den anden hvis vi vender blikket væk eller måske ligefrem går over på det andet fortov. Vi kan jo fortælle den anden at vi ikke rigtig ved hvad vi skal sige eller gøre, og så kan vi i øvrigt give den anden plads til at fortælle om det der er sket, for ofte er det lige netop det som den anden har allermest brug for, ofte er det lige netop det som i sidste ende giver plads til håbet. En klagesang er til for at blive hørt – ikke en stil der skal rettes i. Sådan er der en der engang har sagt, og der er meget visdom i de ord. Der er en anden som har sagt at tiden læger alle sår, og det er der knap så meget visdom i, for der kan gå meget lang tid før det sker – andre kan synes at der går urimeligt lang tid – og det er ikke alt der heles fuldstændigt. Vi kan opleve en vanskelig skyld når vi mister. En skyld som måske strider imod al sund fornuft, men som alligevel er der. Fornuft og følelser følges ikke altid ad, og vi kan ikke bare skubbe følelserne fra os. Hvorfor sagde jeg ikke sådan? Hvorfor gjorde jeg ikke sådan? Er det forkert når jeg føler glæde? Må jeg have lov til at være vred? Vi må lytte til vore egne følelser, og vi må lytte til det som andre fortæller om deres følelser. Vi må tale med hinanden om det som vi føler og oplever, og så må vi tale med endnu én, for vi må tale med ham som altid lytter og som forstår det som hverken vi selv eller andre forstår: vi må tale med Gud, og vi må bede ham om at hjælpe os. Poul Geil
E-MAIL OG BØN Det er kolossalt så mange muligheder, der er i e-mail og SMS. Så let som ingenting kan vi sende hinanden en besked, og det tager kun et øjeblik. Du forstår det måske, men jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. For mig er det ubegribeligt, at det, som jeg taster ind hos mig, kan stå på din computer eller mobiltelefon et øjeblik efter, og at det endda kan lade sig gøre, selvom du måske befinder dig mange tusind kilometer væk. Der findes naturligvis en teknisk forklaring på det her. Der er ikke spor hokuspokus i det, men der er en logik i det, som det bare ikke er os alle beskåret at forstå. Anderledes er det med bøn. Uanset hvor meget vi prøver, så kan vi ikke give en teknisk forklaring på, at vi kan bede en bøn, som Gud hører. Logikken slår overhovedet ikke til, men Jesus fortæller os alligevel, at det sker. Jesus fortæller os, at Gud hører vores bøn. Vi har lov til at bede til Gud om hvad som helst, og vi må gøre det med lige præcis de ord, som falder os ind. Vi må gøre det kort eller langt, og vi må gøre det højt eller indeni os selv. Vi må meget gerne forme vores helt egen bøn, men vi behøver ikke at gøre det, for Jesus har lært os en særlig bøn – han har lært os at bede fadervor. Fadervor rummer omtrent alt det, som vi har brug for at bede om. Med ordene fra fadervor beder vi Gud om at styrke både vores egen og andres tro. Vi beder Gud om at give os det daglige brød, og når vi gør det, så har vi lov til at forstå det daglige brød som alt det, vi virkelig har brug for. Martin Luther skriver i sin forklaring til fadervor, at det daglige brød er alt det, som vi behøver til livets ophold og trivsel, og han giver flere eksempler på det, blandt andet en from ægtefælle og nogle fromme børn! Vi beder Gud om at forlade os vor skyld, og vi beder Gud om at hjælpe os med selv at kunne tilgive. Vi beder også Gud om at passe på os, og vi slutter hele bønnen af med ordet "amen", som betyder "sandelig" og vel nærmest står som en slags udråbstegn for alt det, som vi har bedt om. Fadervor rummer omtrent alt det, som vi har brug for at bede om, men alligevel kan det af flere grunde være godt for os, at vi former vores egen bøn. Der er noget mentalhygiejnisk i det. Det kan i sig selv være en hjælp for os, at vi formulerer det, som ligger os på sinde, for det skaber klarhed for os, når vi gør det. En hjælp for os kan det også være på den måde, at det gør vores bøn mere personlig. Eller sagt på en anden måde: Fadervor kan måske nogle gange blive en remse for os, men når vi selv former vores bøn, så lægger vi i hvert fald mærke til, hvad det er, vi beder om. Jesus giver os lov til at bede til Gud som vores far i himlen, og det er nok det, der er det allermest revolutionerende i den bøn, som Jesus lærer os. Det er en gevaldig tillid, der ligger i de ord. Når vi indleder vores bøn på den måde, så går det som en rød tråd gennem bønnen, at Gud vil os det godt. Poul Geil
ENGLE FINDES DE MON?
Lena Rude Jensen maler mange engle, og billederne er meget virkelige, men er findes englene mon også i virkeligheden? Det er svært at svare entydigt på det spørgsmål, for mange af os har en temmelig fastlåst forestilling om hvordan en rigtig engel ser ud. Mange af os vil vel sige at en engel er hvid og at den har vinger, og måske står den forestilling i vejen for at vi kan tro på at englene virkelig findes. I Bibelen hører vi mange gange om engle. Det var en engel som fortalte Maria at hun skulle føde Guds Søn. Julenat sagde en engel til hyrderne at Jesus var blevet født, og påskemorgen var det en engel som fortalte kvinderne ved graven at Jesus var opstået fra de døde. En af de særligt farverige fortællinger om engle finder vi i Apostlenes Gerninger, kapitel 12: disciplen Peter var blevet fængslet fordi han var kristen, men en engel hjalp ham ud af fængslet. Ordet ’engel’ er afledt af et gammelt græsk ord, angelos, som betyder sendebud. Englene er Guds sendebude, og ret meget mere end det ved vi egentlig ikke om dem. Der er noget overnaturligt ved englene. De kan gå gennem lukkede døre, og de kan både komme og gå på et øjeblik. Om englen påskemorgen skriver evangelisten Matthæus at "hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne", og om den engel som hjalp disciplen Peter, står der at den pludselig var der og at "et lys strålede i rummet". Nogle ret præcise signalementer kan vi vel ikke sige at det er! Nogle taler om skytsengle, og Jesus er faktisk en af dem der gør det. Han bruger godt nok ikke det ord, men han fortæller at vi hver især har en engel i himlene som ser Gud selv – det kan vi læse om i kapitel 18 i Matthæusevangeliet. Mon ikke vi må forstå det på den måde at der er en engel som både ser Gud og os og at vores engel prøver på at passe på os? Egentlig er det ikke så vigtigt om der findes engle. Og det er slet ikke vigtigt hvordan englene ser ud. Det vigtige er at Gud vil os det godt og at han hele tiden prøver på at passe på os. Måske har han en hel hær af engle til at hjælpe sig med det, men det kan også være at han gør det på en helt anden måde. Noget helt andet er at vi alle kan være engle for hinanden, for vi kan alle være Guds sendebude. Det kan vi ved at hjælpe hinanden med at tro på Gud, og det kan vi ved at vise hinanden noget af den kærlighed som Gud viser os. Poul Geil
OM EN GLÆDE DER HOLDER Glæde er en god ting! Og heldigvis er der meget som kan kalde glæden frem i os. Der er meget som vi kan glæde os over, og der er meget som vi kan glæde os til. Meget af det har med andre mennesker at gøre – med mennesker som vi er sammen med i det daglige eller med mennesker som vi måske kun møder en enkelt gang. Det kan være en lille ting som skaber glæde: måske et smil eller en telefonopringning. Og det kan være mere voldsomt: som når et nyt lille menneske kommer til verden. Nogle dage fylder glæden mere i os end andre dage, og nogle dage er glæden måske helt væk for os. Der vil altid være en risiko ved at glæde sig, for det som vi glæder os over kan blive taget fra os, og måske bliver vi skuffede over det som vi glæder os til. Hvis ikke vi forventer os noget af livet, så er der ikke så meget som kan tages fra os, men så er der heller ikke så meget som kan gøre livet værdifuldt for os. Vi må hjælpe glæden på vej – både i os selv og i andre - og mange gange skal der ikke så meget til for at det gør en forskel. Vi må hjælpe glæden på vej, men det betyder ikke at vi har en pligt til evig og altid at være glade. Hvis vi havde dét, så ville glæden let blive til en vanskelig byrde. Alligevel føler mange af os nok at der er noget galt med os hvis ikke vi er så glade som alle de andre er, og det er en af grundene til at julen kan være en svær tid for nogle af os. Måske tænker vi at alle de andre har nogle at være sammen med i julen, men at vi ikke selv har det. Måske synes vi at alle andre går rundt og smiler, men at vi ikke selv gør det. Alt det sætter Grundtvig ord på i salmen "Velkommen igen, Guds engle små" – det gør han med ønsket om at "julesorgen" må slukkes. Hvis virkelig vi har det svært, så kan det måske virke helt forkert hvis et andet menneske ønsker os en glædelig jul og et godt nytår, men lad os alligevel vove at ønske det for hinanden - også af den grund at julens budskab handler om en glæde som virkelig gælder for os alle: glæden over at Gud elsker hver eneste af os så meget at han kom til os i skikkelse af sin egen Søn. Ingen og intet kan tage den glæde fra os at Gud Fader, den Almægtige vil at vi skal høre ham til. Poul Geil
KULDE OG VARME Vi havde en lang og dejlig sensommer, men nu er det blevet rigtig koldt, og det regner og rusker meget af tiden. Mange af os har fundet huer og handsker frem, og derhjemme har vi fået gang i radiatorerne. Det er koldt, og så er der alligevel dage hvor kulden ikke bider så hårdt som andre dage. Der er dage med klar himmel og vindstille. Kulde og varme skifter mellem hinanden. Det gør kulden og varmen vejrmæssigt, og det gør den også i en anden og dybere forstand, for det gør den også på den måde at vi kan møde hinanden med kulde eller varme. Andre kan møde os med kulde eller varme, og det er måske det som vi lægger mest mærke til, men bevægelsen kan naturligvis også gå den modsatte vej: kulden og varmen er også noget som vi selv kan møde andre med. Der er forskere indenfor naturvidenskaben som mener at en sommerfugls vingeslag kan få en orkan til at bryde løs på den anden side af jordkloden. Det lyder måske som en morsomhed, men det er faktisk alvorligt ment, for selv en lille bitte bevægelse kan sætte gang i en anden bevægelse som kan sætte gang i en tredje bevægelse og så videre. På lidt den samme måde er det med de små og store ting som vi kan gøre for hinanden. Måske kan vi endda sige at et tilfældigt smil gennem en lang og uigennemskuelig kædereaktion kan forhindre tredje verdenskrig i at bryde ud. Det er både en velgørende og en skræmmende tanke, synes jeg. Det er velgørende at selv den mindste varme fra os kan være med til at skabe noget som er uendelig smukt, men omvendt er det skræmmende at den mindste kulde fra os kan være med til at kalde noget frem som er grufuldt ud over alle grænser. Livet er fuldt af muligheder. Nogle af dem må vi gribe, og nogle af dem må vi lade passere. Vi står gang på gang i et dilemma hvor vi må vælge, og det rummer Bibelens første sider en fortælling om. Vi hører i fortællingen om de første menneskers vanskeligheder med at vælge. De vælger det onde, og det onde får magt. I julen fejrer vi at det gode får magt. Det gør det fordi Jesus bliver født, for Jesus vil det gode, og Jesus gør det gode. Han viser os at det onde ikke er den stærkeste magt i verden. Han viser os at Gud er stærkere end det onde og at Gud kan sætte sin magt igennem på forunderlige måder. Vi må gøre os umage med at vise varme frem for kulde. Vi må nogle gange bede andre om at hjælpe os med det, og frem for alt må vi bede Gud om at hjælpe os med det. For mange af os er julen en tid hvor vi mødes med familie og venner, og måske skriver vi breve eller kort til mennesker som vi ikke ser så tit, men som alligevel betyder noget særligt for os. Julen er med andre ord en tid hvor mange af os får vist nogle mennesker lidt mere varme end ellers, og den form for varme er i virkeligheden den allerbedste julegave som vi kan give hinanden. Poul Geil
SYND OG ATTER SYND Hvis nu vi stillede os op på en tilfældig gade i en tilfældig by og spurgte hvad kristen tro handler om, mon så ikke en hel del mennesker ville sige at kristen tro handler om synd? Og det ville da heller ikke være helt forkert, for synd er noget af det som kristen tro handler om. Derfor er det også noget af det som vi hører om i kirken. Det ville ikke være helt forkert, men det ville alligevel være en solid skævvridning, hvis ikke vi sagde en hel del andet også, for kristen tro handler i virkeligheden ikke mest af alt om synd, men om det modsatte. Og hvad er det så som er det modsatte af synd? Er det måske kedsomhed eller afsavn som er det modsatte af synd? Nej, det modsatte af synd er hverken kedsomhed eller afsavn, men derimod fællesskab. Nogle mener endda at allerede ordet selv fortæller os at fællesskab er det modsatte af synd, for ordet synd er muligvis afledt af et ord som betyder "det der skiller". Det er ordet sund som kan have haft den betydning, og det giver egentlig god mening, for hvad er Øresund? Jo, Øresund er et bælte af vand som skiller Sjælland fra Sverige, og bæltet har form som et øre. Kristen tro handler mest af alt om fællesskab: om det at Gud vil have fællesskab med os, og om det at vi må leve i fællesskab med både Gud og mennesker. Der er nogle mennesker som vi hellere vil have fællesskab med end andre, og der er måske endda nogle som vi helst vil have så lidt at gøre med som muligt. Det kan vi lige så godt indrømme, selvom det ikke lyder ret pænt. Jesus siger ikke at vi altid skal have lige meget lyst til at være sammen med den ene som med den anden, men han siger at vi ikke må lukke et andet menneske ude af det fællesskab som vi er en del af. Hvis vi gør det, så begår vi en synd, siger han. Men er det så altid en synd at lukke af overfor et andet menneske? Ja, egentlig så er det vel, men i nogle tilfælde kan vi alligevel ikke handle anderledes. Måske har et andet menneske gjort noget mod os som er så forfærdeligt at vi ikke magter at lægge det bag os, og så kan vi være nødt til at lukke af. Det må ikke være let for os at gøre det, men det kan være nødvendigt. For Gud er det anderledes end det er for os. Gud ser noget godt i os alle, og han ser det onde i os i lyset af det gode. Derfor vil Gud altid være i stand til at tilgive os når vi beder ham om det. Andre menneskers tilgivelse får vi måske ikke, og måske er vi heller ikke i stand til at tilgive os selv, men Guds tilgivelse får vi når vi beder Gud om den. Poul Geil |
Som forsidebillede på dette nummer af Kirke og Sogn ser vi en af Lena
Rude Jensens engle. Hun maler sine engle på affaldstræ: gamle
træpaneler, drivtømmer, pejsebrænde, hegnspæle og meget andet. Med
englene og affaldstræet skaber hun en tankevækkende kobling mellem det
himmelske og det jordiske, synes jeg.